Designkøkkenet i den farverige herskabslejlighed

Gennemtænkte farvevalg og bløde kontraster var de bærende principper for interiørstylisten og farveeksperten Ida Lauga, da hun til parret Irini og Martin skabte et personligt og harmonisk hjem i deres smukke herskabslejlighed i Stockholm. Trækøkkenet fra Nordiska Kök i mørk eg og marmor er designet til at spille sammen med lejlighedens generelle stil og udtryk.

Se flere køkken i træ fra Nordiska Kök

Det mørke trækøkken designet af Nordiska Kök har glatte fronter i mørkebrun eg og en bordplade i udtryksfuld marmor, som giver rummet et varmt, roligt og samtidig levende udtryk. Barstolen foran køkken-øen er fra Massproductions og væglamperne er “Teti Wall Lamp” designet af Vico Magistretti for Artemide.

Valget af farver i hjemmet er nøje gennemtænkt med henblik på at skabe en følelse af balance og harmoni i rummene. Lænestolen i læder er fra Ethnicraft, mens skænken i træ er et vintagefund. Sidebordet er designet af Charles & Ray Eames for Vitra.

Irini og Martin bor i en smuk herskabslejlighed på 164 kvadratmeter sammen med deres to sønner. Det er parrets anden renovering sammen – et projekt, hvor brugen af farver og nøje udvalgte materialer har været gennemgående.

 – Denne gang ville vi gøre det, vi ikke turde sidst: tage mere modige farvevalg, med stærkere nuancer, sjovere børneværelser og større fokus på lofterne, fortæller Irini.

Irini og Martin er særligt tilfredse med højskabsdelen, der går hele vejen op til det 3,3 meter høje loft – her er der rigeligt med opbevaringsplads, integreret køle- og fryseskab samt vinkøleskab, og et åbent pocketskab, der fungerer som kaffehjørne.

Bordpladen i marmor af typen ‘Four Seasons’ blev valgt for sin levende og smukke åretegning, hvor toner af både grønt, rosa, blåt og blødt hvidt træder frem i elegant kontrast til køkkenets øvrige naturinspirerede og afdæmpede farver.

Ved at male både vægge, lofter, radiatorer og stuk i samme nuance skabes et blødere og mere afdæmpet udtryk.

For at få farverne til at hænge sammen i den store herskabslejlighed engagerede de interiørstylisten Ida Lauga, som hjalp med at udvikle en gennemtænkt palette til vægge og lofter i hjemmets forskellige rum.

Idas kreative signatur er netop at skabe smukke miljøer ved hjælp af farver, og for hende er balance og harmoni centralt, når hun vælger de rette kulører til rummene.

Det vigtigt at tænke på harmonien i et hjem. Her har vi arbejdet med stærke farver, både varme og kolde, men der er en balance, når de møder hinanden. Dette hjem er et virkelig fint eksempel på, hvordan man kan tage modige valg, uden at det føles spraglet, siger hun.

I køkkenet kombineres varme og kølige toner ligesom i de øvrige rum i hjemmet. Også her er der harmoni og balance mellem materialer og farver, hvor mørk eg og varm lys beige møder bordpladens køligere toner og detaljer i sølv. Armaturet er fra Tapwell.

Idas bedste råd til at skabe et hjem, hvor hvert rum får sin egen identitet, men stadig bindes sammen til en helhed, er at tænke på proportionerne og på, hvordan rummene ligger i forhold til hinanden – og derefter vælge farver og kombinationer.

Parret havde en vision om at skabe et rummeligt, socialt køkken med masser af plads til opbevaring, hvor materialevalg og farver skulle være mere afdæmpede end i de øvrige rum – dog uden at de var villige til at gå på kompromis med den levende og varme stemning, som mærkes over alt i lejligheden.

Køkkendesignet er minimalistisk, men der er trods dét en fornemmelse af varme på grund af de valgte naturmaterialer. Underskabe i mørk eg kombineres med malede højskabe og en bordplade i marmor med et naturligt mønster af blød hvid, blå, rosa og grøn – farver, der går igen i hele hjemmet.

– Da lejligheden i øvrigt er meget farverig, valgte vi en mere dæmpet farveskala i køkkenet, men samtidig piftede vi det op med en udtryksfuld bordplade. Vi er meget tilfredse med højskabene, som rummer masser af skjult opbevaringsplads og et åbent kaffeskab, og vi er også glade for, at vi valgte to forskellige farver på køkkenfronterne, fortæller Martin.

De glatte fronter i mørkebrun eg med smukke åretegninger giver – sammen med den udtryksfulde marmor – køkkenet et varmt og roligt udtryk, samtidig med at det føles levende. I stedet for traditionelle greb blev der valgt grebslister i massiv eg, hvilket passer perfekt til køkkenets minimalistiske design og samtidig forstærker fornemmelsen af kvalitet og håndværk. Ovnen er fra Siemens og emhætten er fra Fjäråskupan.

Fordi der er mulighed for en valgfri farve på selve køkkenet fra Nordiska Kök blev de specialbyggede højskabe malet i samme farve som væggen og emhætten; en varm beige, som harmonerer smukt med de øvrige farver i hjemmet og samtidig bidrager til køkkenets bløde og varme udtryk, hvor naturmaterialerne får lov at være i centrum.

– Det mørke træ i køkkenet er dominerende og smukt. I stedet for hvidt og ”friskt”, som ville have givet et hårdere udtryk, valgte vi bløde, varme toner, fortæller Ida.

Fra et af de blå rum kan man se, hvordan den blå nuance går igen i marmorbordpladen i køkkenet – en elegant og gennemtænkt måde at arbejde med farver for at binde rummene sammen.

Varmen og åretegningerne i det mørke egetræ træder smukt frem i det åbne pocketskab, hvor familiens kaffestation er placeret. På den svævende hylde står coupeglas i metal fra Hay, og kaffemaskinen er fra det italienske mærke Gaggia.

I mange af hjemmets rum er vægge, lofter og snedkerarbejde malet i samme farve – en smagfuld måde at bruge farver på for at skabe et sammenhængende, omsluttende og behageligt udtryk, selvom farverne i sig selv er stærke.

Køkkenets afdæmpede farver bevæger sig i en perfekt balance mellem varmt og koldt. Den store keramikvase er fra Bonnibonne.

Den smukke lejlighed fra 1904 ligger i den charmerende bydel Vasastan i Stockholm.

Ida afslutter her med at give alle sine bedste råd til, hvordan man kan skabe et hjem, der føles harmonisk, samtidig med at hvert rum får sin egen identitet, dog uden at helheden bliver usammenhængende.

– Tænk over, hvilke rum der ligger i forlængelse af hinanden, og overvej flowet mellem rummene. Hvis man maler døre, hvordan ser døren så ud, når den står åben ved siden af farven i rummet ved siden af? Og tænk på helheden! Et godt råd er at lægge alle farverne sammen – stikker noget ud? Er der noget, der skurrer? Leg med kombinationer! Og hvis du ønsker en mere udførlig sammensætning af farver, findes der faktisk professionel hjælp.

– Og når det gælder farver, tror jeg ikke så meget på regler. Man kan sagtens male et mørkt loft til lyse vægge eller male et børneværelse i en dybere nuance. Det vigtigste er at gå efter mavefornemmelsen og finde de kombinationer, der føles spændende, og som gør én glad, tilføjer hun.


Foto: Fanny Rådvik for Nordiska Kök
Styling: Ida Lauga


Få del i det nyeste inden for køkkeninspiration, eller læs mere om, hvordan du kan vælge farver i køkkenet i vores Guide til at vælge farve i køkkenet.

Isabelle Burlin